Litterære podcasts

Podcasts er i de senere år blevet meget populære. Det afspejler sig også i det store udvalg af podcasts, der handler om litteratur.

Har du lyst til at dykke mere ned i litteraturens lyd, er podcasts en spændende mulighed.
Jeg har her samlet en liste med gode litteratur-podcasts både på dansk og engelsk, som du kan finde og lytte til.
Og selvfølgelig er de listet i alfabetisk rækkefølge ;-)

All the Books

Et ugentligt afsnit med anbefalinger og diskussioner om de mest interessante og spændende nye bogudgivelser.
Foregår på engelsk om handler, sjovt nok, om engelske titler.
 

Between the Covers

Et litterært radioprogram og podcast, med værten David Naimon fra Portland, Oregon.
Podcasten indeholder forfatterinterviews og snak med populære og de nye talenter (forfattere mm.).
 

Between the Pages

Fra bogelsker til bogelsker. I denne podcast på engelsk deler to kvinder deres tanker om bøger de begge har læst.
Genrene de omtaler er fantasy, skønlitteratur, mystik og romantiske komedier.
Desuden snakker de om adaptationer - når en bog også udkommer som film eller tv-serie.

Bogbrevkassen

Er dit forhold til bøger blevet uinteressant, rutinepræget eller måske gået helt i stå?
Så er der hjælp at hente i denne podcast.
Garvede litteraturfolk tager udgangspunkt i tilsendte breve og fortæller om bøger og forfatterskaber, der kan øge din læselyst.
De går op i at bøgerne passer til deres læsere.

Bogfolk

Politikens podcast om litteratur med anmeldelser, interviews og diskutioner om litterære tendenser og udgivelse.

Bogklubben

Bogklubben er en podcast, hvor Gyldendal inviterer dig indenfor i bøgernes verden til en samtale om en aktuel bog og om, hvad bøger egentlig gør ved os.
I hvert afsnit er et skarpt panel af kendte danskere sat stævne for at gøre dig klogere på en aktuel bog.
 

Bogselskabet 

Anne Glad er vært på P4s bogprogram, hvor en udgivelsesaktuel forfatter hver uge bliver inviteret indenfor for at tale om deres eget værk og anbefale deres yndlingslitteratur.
Her kan du møde bl.a. Morten Ramsland, Kristina Stoltz og Christina Hesselholdt.

Bøger

En podcast fra Den anden Radio, der indeholder både fag- og skønlitteratur, nye og gamle bøger, forfattersamtaler, præsentationer, oplæsning samt reportager fra den danske litterære scene.

Bølgerne 

Forfatterne Emeli Bergman og Ida Holmegaard er værterne på Bølgerne, der er en litteraturpodcast der fordyber sig i et nyt eller nyoversat værk.
De to værter forholder sig kritisk til værkerne, men anmelder ikke, de har en samtale om værket.
Det er ikke bedømmelsen men læsningen, der er omdrejningspunktet her.

Børnebogcast

Vil du vide mere om børnebøger og højtlæsning?
Med Børnebogcast i ørene bliver du opdateret om temaer som venskaber, døden, humor, fantasy, tegneserier, fagbøger til børn, ungdomslitteratur, højtlæsning for de mindste, digital børnelitteratur, billedbøger, rim, remser og lyrik for børn og ikke mindst bøger til begynderlæsning og skolestart.
Børnebogcast er produceret af Københavns Biblioteker.

Currently Reading

Denne podcast handler om kærligheden til bøger og læsning.
De to værter er venner og snakker om, hvilke bøger der ligger på deres natbord som de skal læse og hvad de lytter til.
Der kommer derfor en masse anbefalinger på udenlanske titler.

Den rette hylde

Den Rette Hylde er en podcast om at få læselysten sat i gang i en verden, hvor det ellers kan være svært at finde sin rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag.
Eller rettere sagt er det en podcast, de laver som en RIGTIG god undskyldning for at snakke om bøger.
Værterne er Sissel Ringvad & Rebecca Væver.

Get Booked

I denne udenlanske podcast giver de to værter Amanda og Jenn ugentlige anbefalinger ud fra forskellige temaer. 

Fede fagbøger - med Adam Holm

I ti programmer i løbet af foråret kaster Adam Holm et blik på aktuelle faglitterære udgivelser herhjemme.
Han taler med forfattere og anmeldere inden for bl.a. historie, samfund, kultur, sex og gastronomi.

Frøkjær og forfatterne

Samtaler med aktuelle forfattere om deres bøger og forfatterskaber.

Gyldendal

Forlagsdreven podcast om litteratur med interviews af forfattere. 

Harry Pottcast

Podcasten til dig, der ikke kan få nok af Harry Potter.
Hver uge tager Nanna og Amalie dig gennem kapitlerne et for et, hvor de dykker ned i karaktererne, temaerne og andre interessante ting, som de kan trække ud fra kapitlet.
 

Ind i sjælen - ud i verden

I hver episode diskuterer, analyserer og fortolker de to værter et af H.C. Andersens eventyr på en måde, der er både tankevækkende og interessant.

Klassikere genfortalt I, II og III

Danske forfattere gengiver de store klassiske værker, de bøger man altid gerne ville læse, men aldrig har fået tid til.
Her får du muligheden for alligevel at kunne tale med om dem til middagsselskabet, og måske giver podcasten dig endda blod på tanden for at kaste dig over fx Krig og Fred eller Kongens fald.

Kundskabens hotel

Kundskabens hotel inviterer dig indenfor på biblioteket, i de stille hjørner mellem de fyldte boghylder og ved livligt larmende caféborde.
Podcasten byder på levende og personlige præsentationer af litteratur, viden, film, musik, præsenteret af de mange inspirerende, vidende mennesker, man kan møde i Københavns Biblioteker.

Litteratur

Litteraturudsendelserne i Den2Radio dækker bredt fra oplæsninger, montager og debat om danske og udenlandske klassikere til den nyeste samtidslitteratur.

Lit love

Marie Louise Tüxen har inviteret forfattere i studiet til en snak om kærlighed, lyst, vildveje, brud og møder mellem mennesker.   

Lydspor

Lydspor er en podcast med BEAT:LITT - litteratur der udfolder sig i spændingsfeltet mellem musik og litteratur.
Her kan du lytte til artist talks med aktuelle musikere, der har ordene i centrum.
Du kan lytte til digte, der er fyldt med musikreferencer.
Du kan høre om at spille på skrivemaskine, hvordan Shakespeares massive ord kan blive til melodier og hvordan Tove Ditlevsens digte og prosa er blevet omsat til musik.
Lydspor kommer omkring kunstnere som Nick Cave & The Bad Seeds, Kira Skov og Maria Faust, Palestrina, Caspar Eric, Kate Bush, Jeanett Albeck og Billie Holliday.
Lydspor er produceret af Roskilde Bibliotekerne.

LYT LYRIK

LYT LYRIK er en podcast til dig, der gerne vil i gang med at læse eller lytte til lyrik og blive klogere på lyrik som genre.
I podcasten bliver du præsenteret for en række danske digtere, der gennem personlige samtaler tager dig med ind i deres maskinrum.
Lyt med og bliv både klogere på lyrik som genre og bliv inspireret til din næste læse- eller lytteoplevelse.
LYT LYRIK er produceret af Silkeborg Bibliotekerne i samarbejde med Vejle Bibliotekerne

Læs den!

Læs den! er en podcast, hvor Jeppe H. Nissen og Mads Kamp skiftes til at vælge et litterært værk og efterfølgende mødes for at snakke om det.

Masterclasses 

Podcast-serie fra P1 hvor ti forfattere, der hver især mestrer deres genre, fører dig ind i litteraturens veje.
Podcasten er baseret på foredragsrækken 'Ti Mestre' fra boghandelen Thiemers Magasin i København.
Du kan bl.a. høre Hanne Vibeke Holst fortælle om samtidsromanen og Jesper Stein om krimigenren.

Månedens forfatter 

Hovedbiblioteket i København inviterer hver måned til et arrangement med 'Månedens forfatter', der holder et foredrag, eller bliver interviewet fra scenen.
Det bliver til en podcast, hvor du kan høre bl.a. Minik Rosing, Caspar Eric og Ida Jessen blive interviewet.

Plotcast

Denne podcast indeholder samtaler med forfattere om det at skrive. Deres kreative proces, arbejdsmetoder, idéudvikling, skriveblokader mm.

SCIFI SNAK

En podcast om klassisk science fiction med Anders Høeg Nissen og Jens Hjerrild Poder.

Skønlitteratur på P1 

Klaus Rothstein og Nanna Mogensen er værter ved det ugentlige litteraturmagasin om interessante tendenser og nødvendig litteratur, her kan du høre nyheder, baggrund, interviews og reportager fra litteraturens verden.
En time i selskab med de vigtigste forfattere og andre bogfolk med noget på hjerte.

Supersnak

Supersnak er en podcast for tegneseriefans om superhelte med to tidligere tegneserieredaktører ved mikrofonerne, Marvel-Morten — alias Morten Søndergård — og Kim Helt — alias Kim Schou.

Tegneseriesnak

Lyt med, når Lasse og David taler om alt mellem himmel og jord omhandlende tegneserier. 

The librarian is in 

Podcast på engelsk fra The New York Public Library om bøger, kultur og boganbefalinger.
Her kan du finde den næste bog du skal læse, når Gwen Glazer og Frank Collerius hver uge inviterer til en diskussion om bøger, popkultur og bibliotekets verden, og det gør de med lige dele humor, passion og viden.

The new yorker fiction

Engelsk podcast fra The New Yorker, præsenteret af Deborah Treisman.
Podcasten hvor forfattere læser højt fra, og diskuterer deres personlige yndlingsforfatter.
Hør for eksempel Paul Theroux læse Jorge Luis Borges’s novelle The Gospel According to Mark.

Tid til bøger

Tid til bøger er et bogmagasin fra Politiken.
Janus Camara er vært, og dykker ned i tidens populære bøger.
En bouillonterning af gode historier og interviews, montage og lyd.
Du får en ugentlig podcast, der på 20 minutter giver dig et overblik over de aktuelle bøger.

What should I Read Next?

Kender du det, når du har afsluttet en bog og ikke rigtig ved, hvilken du skal gå igang med som næste.
Denne podcast giver dig forslag til, hvilke titler du kan kaste dig over. 
Værten Anne Bogel interviewer en læser om, hvilke bøger personen elsker og hader at læse samt hvilken de læser i øjeblikket.
På baggrund af deres snak, finder de frem til den perfekte bog, som læseren kan gå igang med.
Formålet med denne udenlanske podcast er, at hjælpe dig med at finde din næste læsning. 

Young AdultS – YAS

Podcast, hvor ungdomslitteraturen diskuteres af dem den er skrevet til.
Som lytter vil du derfor komme i godt selskab med Karoline, Astrid og Gertrud - unge der elsker litteratur.
Produceret af Københavns Biblioteker.

Her finder du podcasts

De forskellige podcasts er alle gratis at høre.
De kan hentes med en podcastapp som fx Podcast i Applestore, Pocket Casts eller Podbean til mobiltelefoner og tablets, men du kan også lytte til dem på en computer.
Søg på titlerne, gå i gang med at lytte med det samme og dyk ned i litteraturens verden.

 

God fornøjelse!