Tour de France for læseheste, part 3

Vi er nu nået til 3. og sidste del af vores litterære Tour de France.

Velkommen til sidste del af vores Tour de France for læseheste. 

Efter en dejlig hviledag sætter cykelrytterne igang med 16. etape, der er kuperet, og som på sidste del af etapen kan byde på gys i form af farlige og uforudsigelige sidevinde. Er du også med på en psykologisk gyser, der ikke er lige ud ad landevejen, kan du passende tage fat i Ian Reids "Jeg overvejer at gøre det forbi". En uhyggelig og drilsk sag med en fuldstændig uforudsigelig slutning. 

Et bud på en kongeetape i årets Tour de France er etape 17. Det er ikke blot en bjergetape, men det er på denne etape vi finder nogle af de mest legendariske stigninger som Col de la Croix de Fer, Col du Télégraphe og Col du Galibier. Det er også ved at være sidste udkald, hvis der skal angribes. En oplagt læseoplevelse til denne etape er derfor "Kongens fald" af Johannes V. Jensen, hvor vi følger studenten Mikkel Thøgersens liv, der skildres parallelt med Christian II's storhed og fald. 

etape 18 skal rytterne ud på den sidste bjergetape, og også på denne etape kan der ske meget. Med en meget hård stigning som afslutning bliver det en god dag for klatrerne og de, der har restitueret bedst. Det er muligvis også dagen, hvor løbet finder sin afgørelse. Passende læsning til en sådan dag er Herman Melvilles udødelige "Moby Dick" om kaptajn Akab, hvis besættelse af tanken om at fange den hvide hval Moby Dick kan ligne cykelrytternes fuldstændig kompomisløse fokus på podiet i Paris. 

19. etape byder på 222,5 kuperede kilometer gennem smukke, sydfranske landskaber. For størstedelen af feltet er løbet allerede nu afgjort, men der vil muligvis være forsøg på udbrud for at vinde en enkelt etape af de ryttere, der ikke har kørt for klassementet. En oplagt bog til denne etape er Lippmanns "Udbryderne", der foregår under Tour de France. Her afdækker sportsjournalisten Thomas Wessel mord, doping og en gammel blodfejde. 

Tourens sidste enkeltstart køres på 20. etape. Det bliver et brag af en enkeltstart. Den løber over 22, 5 vanskelige kilometer i kuperet terræn og kan blive en rigtig gyser. Det kan være her, den samlede stilling bliver defineret. Her er det oplagt at tage hul på Inger Wolfs serie om psykiateren Christian Wolf, der er 35 år gammel, single og hjælper politiet med at opklare mord. Første del i serien hedder "Brændte sjæle". 

Vi er nu nået til 21. og sidste etape, der traditionen tro slutter på Champs-Elysées i Paris. Det er en flad etape, der som regel køres i roligt tempo og hvor rytterne snakker sammen og hygger sig undervejs. Klassementet er på plads og stemningen er afslappet. Lige indtil rytterne ser Eiffeltårnet - så bliver brostenene på Champs Elysées taget i et halsbrækkende tempo. En passende bog til denne sidste etape kunne være Adam Schwartzmans "Eddie Skiltemaler", om den unge Kwasi Dankwa, der må forlade sit hjem i Ghana og via Senegal til sidst havner i Paris. Er du mere til hygge, skal du læse Jojo Moyes "Honeymoon i Paris", hvor to kvindeskæbner fra hver sin tidsalder flettes sammen. Endelig kan Muriel Barberys lille perle "Pindsvinets elegance" om tre ensomme menneskers tilværelse i en herskabelig ejendom i Paris, varmt anbefales. 

Det var alt, hvad årets litterære Tour de France kunne byde på. Tak fordi I læste med.

Fortsat god sommer og læselyst! 

Materialer