Børn & unge

Vil du læse med læsehunden?

Med læsehundene er læsningen en hyggestund: På Frederikssund og Skibby Bibliotek kan dit barn "gå til læsehund".

Af Caroline Sohn

Læsning som en rar og sjov aktivitet
Går dit barn i 1.-5. klasse og har knækket læsekoden, men mangler motivationen til at læse? En læsehund giver sin ro videre til dit barn, så læsningen bliver både hyggelig og underholdende. Læsehundene Piaff og Fie griner ikke, når der bliver læst højt; de synes bare, at det er hyggeligt at lytte til oplæsningen: I deres verden er barnet verdens bedste oplæser!

"At gå til læsehund" - hvordan foregår det?
Når dit barn "går til læsehund", foregår det på biblioteket. Dit barn læser højt for en rolig hund, der, sammen med sin ejer, er certificeret af Læsehundeforeningen til at blive læsehundeteam. En læsehund er en sød og børneglad hund, der motiverer børn til at læse: Den lytter tålmodigt og interesseret til alverdens historier. Barnet mødes med læsehunden i en times tid i en særligt indrettet læsekrog på biblioteket. Her er der tid til læsning, hygge og leg.

  • Barnet kommer 1 gang om ugen og læser højt for hunden. Et forløb er gratis og varer typisk 6 uger.
  • Læsehunden og dens menneske arbejder frivilligt som team. Det kan dog godt ske, at Fie får en godbid, når hun har været dygtig.
  • På Skibby Bibliotek er vi så heldige, at vi nu har nyt læsehundeteam: Den dejligste hund, Fie, og hendes søde ejer, Helene.
  • På Frederikssund Bibliotek har vi læsehundeteamet med skønne Piaff og Piaffs søde ejer, Anja.

Tilmelding
Er det noget for dit barn at gå til læsehund, så kontakt kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne, Christine, på tlf.: 23805838, og aftal nærmere.