Bibliotekar Ditte
Bibliotekar Ditte
Litteratur

Åben læseklub: Nordiske perler

Tid
16:00 - 17:00
Sted
Slangerup Bibliotek
Kongensgade 18,
3550 Slangerup
Kom og vær med til en god og uhøjtidelig snak om Lisa Ridzéns perle af en roman, Tranerne flyver mod syd, og nyd en kop kaffe og lidt sødt imens.

Kom og vær med i et hyggeligt, alsidigt og uforpligtende læsefællesskab, når bibliotekar og litteraturformidler, Ditte, hver måned byder indenfor til en kop kaffe, lidt sødt og gode snakke om litterære perler af mange forskellige slags. Alle kan være med. 

Denne måned taler vi om svenske Lisa Ridzéns rørende, eftertænksommme og fine roman, Tranerne flyver mod syd.   
 
Bo på 89 år bor alene med sin hund Sixten og savner sin kone, der er flyttet på plejehjem. I en dåse opbevarer han hendes yndlingstørklæde, så han stadig kan nyde duften af hende. Men kroppen er ikke længere, hvad den har været, hans voksne søn vil tage Sixten fra ham, og fra hjemmeplejen sender de hele tiden skiftende assistenter ud.  

I nærmest dagbogsagtig form får vi hans historie fra en barndom med en dominerende far over ungdommen, hvor han møder sit livs kærlighed, til nu, hvor både krop og sind er i forfald. 

Det er et smukt, rørende og kærligt portræt af en mand, der har levet et langt liv og som på godt og ondt må se sin egen forgængelighed i øjnene.

Det praktiske 
Ca. en måned før mødet vil der ligge ti eksemplarer af næste måneds bog til afhentning efter først til mølle-princippet på reserveringshylderne i Slangerup, og ellers hjælper vi gerne med at skaffe den. 

Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig. 

Relateret indhold