Forfatter Charlotte Weitze
Forfatter Charlotte Weitze Foto: Lea Meilandt
ORD over FJORD

Forfattersamtale med Charlotte Weitze

Tid
11:00 - 11:45
Sted
Willumsens Museum
Jenriksvej 4,
3600 Frederikssund
Deltag i forfattersamtalen med Charlotte Weitze om brugen af kunstig intelligens i vores nære fremtid, naturens kraft og fortællinger, der nægter at dø. Alt sammen temaer i hendes nyeste roman ”Ulvemælk.

I Ulvemælk væver Charlotte Weitze fortid og fremtid sammen i en fortælling om kunstig intelligens, naturens kraft og fortællinger, der nægter at dø. Vi skal sammen med hende dykke ned i den særlige kategori: folk-horror sci-fi som romanen udgør og tale om dens uhyre aktuelle temaer om teknologi, natur og generationsmøder på tværs af århundreder. 

I romanens fremtidsspor er Inga flyttet til sin mormors hus i Tværmose i et Jylland, der i år 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens fuldstændig overtog fortællingerne og gjorde forfatterne overflødige. 

Parallelt i romanen går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i 1872 fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Ane boede i det, der nu er Ingas hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga. Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr som Evald både kender alt for godt, og ikke rigtig vil kendes ved. 

Glæd dig til at høre meget mere om både sci-fi fortællingen fra den nære fremtid, hvor de elektroniske hjælpemidler har fået det endelige overtag over menneskenes evne til at orientere sig, drage omsorg for deres ældre og træffe beslutninger om deres egne kroppe samt om Evald Tang Kristensen, der halvandet hundrede år før Inga, også forsøgte at sikre sig bevarelsen af de myter, der den dag i dag stadig former vores forestillinger om det mystiske og uforklarlige, der bor i naturen. 

Om Charlotte Weitze
Charlotte Weitze er født i 1974 i Lyngby, uddannet folklorist og bor med sin familie på Vallekilde Højskole. Hun debuterede i 1996 med novellesamlingen "Skifting", som hun modtog Bogforums Debutantpris for. Charlotte Weitze er en fremragende historiefortæller, hvis værker forbinder gamle sagn med moderne hverdagsrealistiske skildringer. Forfatterskabet fremhæves især for at minde os om vores forbundethed med naturen, der i romanerne oftest viser sig at være besjælet, mens menneskene har noget uforklarligt dyrisk over sig. 

I 2025 modtog Charlotte Weitze Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

”Ulvemælk” er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, ligesom den blev nomineret til Læsernes Bogpris, Weekendavisen Litteratur Pris og Årets Horror-udgivelse.

Andre arrangementer til ORD over FJORD