Gode råd til læseklubber
Her kan du finde inspiration og gode råd til læseklubber.
Forslag til, hvordan I kan rammesætte møderne:
- Sørg altid for at have en ordstyrer. Posten kan evt. gå på skift.
- Bordet rundt, ultrakorte førstehåndsindtryk fra alle deltagere eller hvad har den enkelte lyst til at diskutere?
- Find forfatterportræt med hjælp fra biblioteket (kan gå på skift at finde dem frem og fremlægge)
- Anmeldelser (ditto)
- Diskussion.
- Afrunding: Har det ændret jeres opfattelse af bogen at være med på mødet?
- Vil I anbefale den til andre?
Generelle råd:
- Husk, at det skal være sjovt!
- Husk, at alle er ansvarlige for at diskussionen bliver god!
- Respektér de andres læsning og synspunkter – I går formodentlig ikke i læseklub for at blive enige, men for at udveksle meninger.
- Lad eventuelt én være ansvarlig for at lave et oplæg og være ordstyrer. Lad gerne ordfører-posten gå på skift
Den gode læsekredsbog:
- En bog til en læsekreds må gerne indeholde noget at være uenige om, noget der vækker undren, noget der udfordrer, noget der kan give en god diskussion, som måske giver dig et mere nuanceret syn på bogen.
- ”Hvad skal vi læse til næste gang?” Det spørgsmål kender du sikkert, hvis du er medlem af en læsekreds. Biblioteket kan hjælpe dig og din læsekreds med at finde inspiration og vejledning, når I løber tør for idéer til læsestof.
- Det kan være en god idé at overveje, om der er et tema som alle i læseklubben interesserer sig for. Desuden skal bogen gerne have noget "tyngde", således at der er noget at tale om når læsekredsen mødes. Derfor anbefaler biblioteket ofte romaner om autofiktion, skilsmisse, slægtsromaner eller forældre-barn-forholdet, fordi der i disse fortællinger som regel er masser kød på og stof til eftertanke.
- Der skal være noget at snakke om i de bøger, man læser i en læseklub.
- En bog skal ikke nødvendigvis stryge læseren med hårene. Der må gerne være noget at være uenige om og noget at undre sig over.
- Måske bliver I aldrig enige i læseklubben. Det er jo sådan set heller ikke meningen. Din læseoplevelse er helt din egen. Det er kun dig der ved, hvad bogen betyder for dig, men når I har snakket sammen, givet plads og lyttet til hinanden, er der en meget stor chance for, at dit syn på bogen er blevet mere nuanceret.
- Ofte skal vi skaffe mange eksemplarer af en bog hjem til en læseklub. Det gør vi hjertens gerne, men det kræver blot, at bogen ikke er helt ny og meget efterspurgt. Vores læsekredssæt er eksempler på bøger, der vil give masser af stof til diskussioner.