Boost din læselyst med Peters syv bud på ny-klassikere

Hvad er en ny-klassiker? Det er vel en bog der er på vej til at blive en ”rigtig” klassiker. Så i bund og grund er listen rent gætværk og listens indhold vil helt sikkert se anderledes ud i morgen.

Men for i dag, så tror jeg at mit bedste bud på syv ny-klassiker-bøger, der gør noget exceptionelt, pirrer vores fantasi, roder rundt i vores forestillingsevne, er sprogligt sprudlende, og hvem ved, måske ender med at ændre vores syn på verden, er følgende:

KAZUO ISHIGURO: Slip mig aldrig fri. Hvorfor? Fordi den sprogligt set er så utrolig præcis og smuk. Tonen er som et varmt tæppe, man kryber ind i, mens handlingen griber en, så man næsten glemmer at trække vejret. Du får en følelse af, at historien fortælles direkte til dig, som læser. Og så er det en bog, der blander genrer på en overraskende og intelligent måde.

DONNA TARTT: Den hemmelige historie. Hvorfor? Den er et psykologisk mesterværk, der sætter vigtige og ubehagelige tanker i gang om moral, livsvalg og venskaber. Som om man er blevet medlem af en hemmelig kult, drages man ind i handlingen og bliver vidne til nogle skæbnefortællinger, der sprogligt fuldstændigt tager pusten fra dig.

GRANT MORRISON: All Star Superman. Hvorfor. Ikke bare er dette den smukkeste Superman-historie der nogensinde er tegnet. Det er den mest stemningsfulde, filosofiske, dybsindige og morsomme af slagsen, der er skrevet. Morrison formår at menneskeliggøre Guden Superman, uden at pille det guddommelige ud af ham. Det er moderne mytologisk eskapisme og en af de bedste tegneserier fra de sidste 30 år.

HOULLEBECQ: Elementarpartikler. Hvorfor? En uafrystelig historie, der stadig efter mange år, nu og da, lader små dele af handlingen dukke op i min bevidsthed og give mig dårlige dagdrømme. Men på den gode måde! For bogen er hylende morsom, begavet, provokerende, intens og ja, ret ubehagelig i sin dekonstruktion af hverdagens lidelser og skildringer af det moderne livs meningsløshed. Men hvor er det smukt.

DON DELILLO: Underverden. Hvorfor? Her er den store amerikanske roman, du ikke må snyde dig selv for. Efter en genial indledning på 40 sider, var denne læser helt rundt på gulvet og fuldstændig indfanget til de næste 750 sider. Ja, den er lang. Men der står ikke én side for meget. Vi skifter optik fra karakter til karakter. Karaktererne væves sammen i et kæmpe puslespil. Det er en meget visuel bog, som et ekspressionistisk maleri, farverigt og fragmenteret. Men træder man et skridt tilbage, ser man hele billedet, hele historien. Og hvilken historie!

A.S. BYATT: Besættelse. Hvorfor: Fordi den er hulens intellektuel, men på en spændende og underholdende måde. Og så kommer du med på den bedste litterære skattejagt, du kan drømme om at komme med på. Handlingen - en hemmelig romance mellem to victorianske digtere, set fra en forskers studier i nutiden, gør bogen til en opvisning i episoder fra den engelske romantiske periode og til et studie i kærlighed, begær, angst og besættelse.

RASHEL KUSHNER: Flammekasterne. Hvorfor? Fordi det er et kalejdoskopisk mesterværk. Det er en bog om kunst, kvinder, skisport og motorcykler. Lyder det underligt? Det der er underligt er, at man kan skrive en så medrivende bog om kunstnermiljøer, relationer og selviscenesættelse, pakke det ind i historiebeskrivelser, venstrefløjsaktivisme, terrorisme og så lige smide lidt kunst, vold, klasseforskelle og feminisme ind, og få det hele til at gå op. Sæt Patti Smith på grammofonen, sæt dig godt til rette og forsvind ind i denne bog.

Men smut først ind på bibliotekets hjemmeside og bestil den!

Materialer