Din digitale hverdag

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det.

Det er ikke sikkert, at du selv opdager, at dit sundhedskort eller andre af dine ID-kort er borte, eller at du har opgivet personlige oplysninger på Internettet eller via mobilen til nogen, som ikke skulle have haft oplysningerne.

Derfor risikerer du, at du først opdager tyveri af dine personlige oplysninger, når/hvis der sker et misbrug af oplysningerne - for eksempel, hvis der kommer regninger eller opkrævninger, som du ikke kender noget til.

Gode forebyggende råd

  • Giv ikke dine personlige oplysninger som for eksempel kodeord eller MitID-oplysninger væk over mail, SMS eller opkald.
  • Hvis du er i tvivl om en persons identitet, så bed om deres navn og afdeling og ring tilbage på virksomhedens hovednummer.
  • Hvis du modtager en mail eller SMS med et link i, så lad være med at klikke på linket. Skriv det i stedet ind manuelt i en ny browser.

Her er, hvad du aktivt kan gøre

Brug sikkerdigital.dk hotline ved identitetstyveri. De kan kontaktes døgnet rundt på telefon 33 98 00 98.

Læs mere om sikkerdigital.dk hotline her.

Meld tyveriet til politiet

Tyveri og bedrageri eller andre kriminelle forhold, hvor dine personlige oplysninger er blevet stjålet, bør altid meldes til politiet. For alle identitetstyverier gælder, at du skal kontakte din lokale politimyndighed og indgive en anmeldelse.

En kopi af politianmeldelsen eller en kvittering for din henvendelse kan bruges som dokumentation overfor kreditorer, pengeinstitutter og andre involverede, hvis det viser sig, at dine personlige oplysninger misbruges.

Opret en kreditadvarsel

Identitetstyve er kriminelle, som misbruger dine personlige oplysninger til for eksempel at optage forbrugslån i dit navn. 

På borger.dk kan du oprette en kreditadvarsel i CPR-registeret. En kreditadvarsel vil være et signal til banker og virksomheder om, at de skal være særligt opmærksomme med identitetskontrol, før de yder lån eller kredit til dig eller nogen, der udgiver sig for at være dig.

Læs mere om forebyggelse af identitetstyveri med kreditadvarsel

Kontakt aftaleparter og eventuelle kreditorer, omgående

Desuden bør du med det samme kontakte den sælger, virksomhed eller offentlige myndighed, som misbruget er sket overfor. Du skal forklare, at din identitet i det pågældende forhold er blevet misbrugt, og at du derfor ikke anser dig for bundet af jeres aftale.

Fastholder den anden part, at aftalen altså gælder, på den måde, at der fortsat er tvivl om, hvorvidt et forhold/aftale er opstået på baggrund af tyveri af din identitet, så kan du anmode dem om at de skal redegøre for, hvordan de har sikret sig, at den pågældende aftale er indgået med dig - og ikke bare en der udgiver sig for dig.

Du kan desuden overveje, om det er nødvendigt at søge bistand hos en advokat med henblik på at få vurderet styrken af de beviser, som den anden part mener at have på, at det er dig, der har indgået aftalen.

Hold øje med din NemKonto

Du vælger selv, hvilken bankkonto du har som NemKonto. Offentlige myndigheder udbetaler penge, såsom overskydende skat, overførselsindkomster og dagpengerefusion via din NemKonto.

Hvis du har været, eller har mistanke om, at du har været offer for identitetstyveri, bør du tjekke, om dine oplysningerne er blevet brugt til at ændre din NemKonto. Det kan du gøre ved at logge ind med NemID/MitID på Nemkonto.dk og tjekke listen over ændringer under punktet "Se alle ændringer". Hvis du har været udsat for svindel med din NemKonto og derfor ikke har fået udbetalt penge, som du var berettiget til, kan du ansøge om kompensation for manglende udbetalinger.

Spær dit NemID/MitID

Har du mistanke om, at nogen misbruger dit NemID/MitID, skal du straks spærre dit NemID/MitID.

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan bruge selvbetjeningen, hvis du først har spærret dit NemID/MitID. Så må du tage kontakt til den bank, hvor du har din NemKonto, og få oplyst, om der er foretaget ændringer af din NemKonto.

Spær dit NemID her eller Spær dit MitID her

Mulighed for nyt personnummer

Hvis du har været udsat for misbrug af dit personnummer, kan du i særlige tilfælde få et nyt. Det drejer sig først og fremmest om de tilfælde, hvor et nyt personnummer kan være med til at forhindre yderligere misbrug af din identitet. Det kan for eksempel være i forbindelse med kreditkøb på nettet, eller hvis du opretter og anvender benzinkort, og hvor de skridt, du selv har taget i form af henvendelse til kreditorer, anmeldelse til politiet m.v., ikke er nok til at stoppe misbruget.

Hvis du oplever fysiske eller psykiske gener og frygt for, om misbruget reelt er stoppet, kan du også alt efter omstændighederne få et nyt personnummer.

Indenrigs- og Boligministeriets CPR-kontor vurderer den enkelte sag om tildeling af nyt personnummer individuelt. For at få CPR-kontorets vurdering skal du sende en skriftlig anmodning til CPR-kontoret.

(Billede og tekst: sikkerdigital.dk)
 

Oprindeligt skrevet af Jakob Bach Jeppesen Nyborg, Ballerup Bibliotekerne - efterbearbejdet af Frederiksund Bibliotekerne.