Nyt initiativ fra Frederikssund Bibliotek: Klassikerklubben
Du kan i mange tilfælde låne bogen på biblioteket, enten som e-bog, lydbog eller som almindelig bog.
Vi starter tirsdag d. 18. januar med Thomas Manns "Døden i Venedig". Det er en smukt skrevet historie om altfortærende, forbudt kærlighed. En digter og videnskabsmand overvældes af lidenskab for en billedskøn polsk dreng under et ophold i det koleraramte Venedig. Bogen blev i 1971 filmatiseret af Luchino Visconti, og der er 50 år senere lavet en dokumentarfilm om bagsiden af børneberømmelse, om den generte 15-årige svensker Björn Andrésen, der blev feteret og berømt som "Verdens smukkeste dreng" og inspirerede til flere kendte mangafigurer i Japan.
Klassikerklubben er åben på disse datoer:
Tirsdag d. 18. januar: Thomas Mann: Døden i Venedig
Torsdag d. 3. marts: Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed
Tirsdag d. 26. april: Gustave Flaubert: Tre Fortællinger
Torsdag d. 12. maj: Pär Lagerkvist: Dværgen
Tirsdag d. 28. juni: Bruno Schulz: Kanelbutikkerne