Find foråret

Danmarks Naturhistoriske Museer har bedt bibliotekerne om at spørge dig, om du vil hjælpe til med at finde det danske forår. Hvornår springer bøgen ud i vore dage? Hvornår ser du årets første svale? Blomstrer hylden tidligere, end den plejer? Og hvornår vågner pindsvinet fra sit vinterhi?

Projektet "Find Foråret" er et samarbejde mellem Danmarks Naturhistoriske Museer og en invitation til alle borgere om aktiv deltagelse. Ønsket er, at så mange borgere som muligt, har lyst til at tage ud og opleve foråret i naturen, og på samme tid registrere de forårstegn, som de finder. Alle kan være med og det kræver ingen forudgående kendskab til de forskellige arter.

Dette er et såkaldt citizen Science-projekt. Det er videnskabelige projekter, hvor du inviteres til at hjælpe med at forske. Forskningen foregår inden for forskellige emner, og der vil også være forskellige måder, som du kan deltage på.

I "Find Foråret" kan du hjælpe forskerne med at blive klogere på foråret i naturen, når vi skal udforske hvor og hvornår forskellige forårstegn viser sig i naturen for første gang.

Vi skal ud og lede efter 20 forårstegn, som du kan finde over det meste af landet. Og de kan vise sig mange steder; kig for eksempel efter i parken, på skovtur, i din have eller i baggården.

Når klimaet ændrer sig, så påvirker det også hvornår forskellige arter er aktive i naturen. Det kaldes i fagsprog for arternes fænologi, og det er vigtigt løbende at indsamle viden om.

Alle arter i naturen er afhængige af hinanden, og derfor er det vigtigt, at de er aktive på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt. For eksempel skal de insekter som bestøver blomsterne være aktive, når blomsterne springer ud. Ellers virker bestøvningsprocessen jo ikke.

Forskerne kan se, at fænologien for forskellige arter har ændret sig i løbet af de seneste 25 år, og det kan skubbe til balancen i naturen. Derfor er det vigtigt, at der indsamles viden om, hvordan klimaændringer påvirker de forskellige arter, så vi alle bedre kan beskytte dem.

Foråret er fantastisk og vi håber, at du vil hjælpe med at udforske det.

Deltag i "Find foråret" her: Sådan deltager du – Københavns Universitet (ku.dk)

Materialer